I månederne op til regentparrets besøg i kommunen havde bogøerne sat næsen op efter, at Hendes Majestæt Dronningen og hans Kongelige Højhed Prinsgemalen ville aflægge os besøg, eller i det mindste, på færden fra Vordingborg til seværdigheder på Møn, køre ad Grønsundvej over Bogø, så vi med flag i hånd kunne vinke til det populære par.

Vi havde endog med stort behag set Grønsundvej få ny asfalt, hvilket styrkede vore forhåbninger. Men ak og ve. Da det af Vordingborg Kommune udarbejdede tillæg omkring regentparrets besøg udkom, med tegninger af de minutiøst planlagte køreruter, blev det smerteligt klart at Bogø var blevet forbigået.

Men venlige vejrguder stod os bi. Torsdag var regentparret i Vordingborg og om aftenen ved titiden afgik Kongeskibet Dannebrog mod Klintholm Havn. I farvandet ud for havnen viste det sig imidlertid at blæsten havde pisket bølgerne op i en sådan grad, at det ikke var forsvarligt at landsætte regentparret. Man valgte i stedet at sejle tilbage til Grønsund og kaste anker ud for Bogø. Nyheden bredte sig som ild i en knastør kornmark, og glade bogøere hastede til Lindebroen, hvor regentparret fredag morgen, da de med chalup arriverede til anløbsstedet foran sejlklubben, blev hyldet af en mindre, men særdeles begejstret folkemængde.

Efter at have kørt rundt på Møn og Nyord vendte regentparret sent på eftermiddagen tilbage til Lindebroen. Denne gang for at blive sejlet ud til Dannebrog. De ledsagedes af et ikke ringe opbud af betjente og sikkerhedsfolk, der indlysende nok var meget agtpågivne, men ikke desto mindre yderst venlige overfor den efterhånden ret massive tilskuerskare, som vinkede og viftede med flag til den store guldmedalje. Trods den lange og utvivlsomt trættende arbejdsdag smilede og vinkede regentparret veloplagt tilbage til de fremmødte.

Det er længe siden vi har haft royalt besøg. Og da det skete den 12. juni 1929 kom det ligeledes bag på øens befolkning. Det var vor nuværende regents farfar, Kong Kristian den X, som efter et ophold i Klintholm fik det indfald at besøge Bogø. Det er i sig selv en lang og morsom historie, som Mia Gerdrup snart vil berette hér i Tidende. Os der bor her, og ganske mange udenfor, ved, at Bogø er et velsignet sted at være. Initiativrige personligheder har gennem tiderne sat, og sætter stadig, deres præg på det sted vi har valgt at leve, kulminerende med forgangne weekends jazzfestival. Den fjerde i rækken.

De tre foregående festivaler havde lært mig at sætte pris på god jazz; og da det samtidig var en kærkommen lejlighed til at tilbringe tid med venner, var jeg selvfølgelig på pletten. At det skulle vise sig at blive en så stor oplevelse, som tilfældet var, kom dog som noget af en overraskelse. Det var lykkedes for den gode Nicholai både at hyre kunstnere, vi tidligere havde stiftet glædeligt bekendtskab med, og nye navne - kendt i hele den danske jazzverden – som man godt nok ikke havde forventet at se. I København ja, eller New York, men ikke lige på Bogø.

Louisiana Jazzband med Daimi lagde fredag aften ud. Bandet har 40 år på bagen, og deres dejlige musik fik mange ud på dansegulvet. Vildt skønne, mangetalentede Daimi, brugte sin gode stemme til at synge numre af fx Duke Ellington og Count Basie, og forstod, som den mest selvfølgelige ting af verden, at slå bro til det veloplagte publikum. Det slog gnister. De garvede musikere følte velviljen og responderede ved at give alt hvad de havde i sig. Det blev en aften som længe vil blive husket.

Om lørdagen ved syttentiden gik Nicolai Majland trio på scenen. De havde besøg af sangerinden Trine Gry Petersen og af Simon Thorsen (sax) som begge passer perfekt ind i trioens spillestil. Det blev til et herligt genhør med mange af de sidste 50 års bedste melodier. Det professionelle band lod sig ikke på nogen måde gå på af de forstyrrelser der uvægerligt forekommer, når alle i salen flere gange går ud og fylder tallerkenerne op, og i øvrigt småsnakker mens de gumler.

Ved 21-tiden entrede Jesper Thilos kvartet scenen, og de havde publikum i deres hule hånd de næste par timer. Verdensmanden Thilo annoncerede numrene på værdig, hyggelig og intelligent vis, og i øvrigt var der ikke så meget grund til snak. Musikken talte sit eget overbevisende sprog. Jeg måtte adskillige gange knibe mig selv i armen. Drømte jeg eller var jeg vågen? Kunne det virkelig være rigtigt at jeg befandt mig på lille Bogø og havde denne store musikalske oplevelse? Men det var sandt nok. Den ene lange ekvilibristiske solo efter den anden på henholdsvis saxofon (Thilo), piano (Olivier Antunes), bas (Bo Stief) og trommer (Frands Rifbjerg), betog tilhørerne i en sådan grad, at der kun var en måde at ytre sin begejstring på, nemlig med stående applauser.

Så var det slut. For dem der blev, var der dejlig varm skrup-af-suppe.

Søndag var der frydefuldt gensyn med den søde, amerikanske kontrabassist og sangerinde Kristine Korb som vi hørte i et vidunderligt samspil med en af Danmarks allerbedste guitarister, Jacob Fisher. Vi havde fornøjelsen at høre guitarspil på et plan, hvor man nærmest kan tale om opvisning. At se og høre de to sammen er nærmest rørende, så godt er det.

Det fortsatte, og fortsatte. Det var nemlig en rigtig festival. Musikskolen underholdt derefter og det var spændende at se hvor langt de unge mennesker var kommet og høre deres fremskridt. Og klaverlæreren gav en særdeles imponerende prøve på sin kunnen.

Drumdrum med Benita Haastrup og to andre dygtige (og børnevenlige) musikere, vibrafonisten Kaare Munkholm og bassisten Jens Skou Olsen, sluttede af. Vi kender Benita fra Trommetrolden og Sophisticated Ladies. Musikerne fik hurtigt etableret kontakt til de unge og inden længe var der inviteret et antal børn på scenen. Hvem kan stå for sådanne små strålende ansigter, mens rollingerne står deroppe og slår på trommer, klokker eller hvad der nu er i nærheden. Som Jens Skou Olsen sagde med et grin: ”Børnene skulle ellers have været advokater og læger. Nu bliver de musikere i stedet for”

Så var der takketaler og blomster til hjælperne, samt venlige tanker til sponsorerne. Jeg tænker selv en del på om det mon var muligt at gennemføre arrangementet uden bistand fra de to familiers søde og hjælpsomme børn. Torsdag d. 12/9 2013 kl. 10 vil det være muligt, at opleve Bogøs hidtil største kor bestående af børnestemmer fra Børnecentret Lærkereden og Skovvangen. Ikke færre end 110 børn, i alderen 2-9 år, vil denne formiddag slå et slag for den danske sangskat i forbindelse med projektet "Syngelyst" - et projekt under DR regi, der har det formål, at få børn og unge til at synge mere sammen.  Det hele foregår foran den lokale Daglig Brugs.
I den næste uges tid vil børnene intensivere træningen for at kunne levere en sublim optræden. Vi glæder os til at optræde for jer. 22. september 2013 kl. 14.00 går det løs ved Skovpavillonen.

På vegne af Bog IF / Løb & Gang, så arrangeres der igen, som en fast tradition her på den lysegrønne Ø,  Bogø børne-pandekageløb i skoven.

I år skal der løses nye spændende opgaver, som ikke har været prøvet før, det er for alle øens børn, forældre og barnlige sjæle, bedsteforældre, farmor og farfar osv..
Aldersgruppen er for de 2-10 årige. Det tager ca. 1 time at løse opgaverne rundt i skoven, fordelt på ruter på samlet 2,5 km. Alle kan være med og herefter slutter vi af med at spise pandekager som vi plejer.
Pandekagerne skal bages og hvis du er den bedste i verden til at bage pandekage, så meld dig gerne som frivillig hos Jesper på 21363578, vi skal bruge 4 stykker til at bage.

Vi glæder os alle til at se jer til nogle hyggelige timer, med venlige løbehilsner fra Jesper / formand i Bogø Løb & Gang; en del af Bogø Idrætsforening.

Det bogøske kvindeband bestående af Hanne, Hanne, Lotte og Kirsten har hidtil kun optrådt i familiernes skød når der skulle fejres runde fødselsdage og lignende, og det har de haft megen fornøjelse af. Nu er de sprunget ud og er blevet et ”rigtigt” band for de har været på ”tour” og optrådt ved et arrangement på Fyn ved navn ”Planteskolerock”. Forklaringen er den at Kirstens søster og svoger har en planteskole ved Bogense. Svogeren har som ung været med i et band, som efter 40 år i glemsel er vækket så meget til live at de efter at have øvet et par år i garagen kunne vises frem for vennekredsen. De har så fundet et par ligesindede bedagede bands, og for fire år siden påbegyndt de med en årlig privat koncert på planteskolen med deres respektive store netværk som tilskuere. I år var Pandelamperne så blevet inviteret med. Tilskuerne betaler entre og overskuddet sendes efterfølgende til Kræftens Bekæmpelse. Næste gang Pandelamperne skal på tour skal de helt til Farø, hvor de skal synge ved broløbet. Woody Allen er tilbage i det seriøse hjørne med ”Blue Jasmine”, der spiller i BIO fra mandag d. 9. til onsdag d. 11. kl. 19.

Cate Blanchett er overklassefruen Jasmine, der må se sin sociale prestige, Chanel-dragterne og luksuslivet smuldre væk, da ægteskabet med rigmanden Hal opløses, efter at han tiltales for bedrageri i milliardklassen. Hun flygter fra New York og ankommer desperat, alkoholiseret og chokeret til San Francisco for at bo i en beskeden toværelses lejlighed hos søsteren Ginger, der arbejder i et supermarked. Det bliver et gigantisk kultursammenstød, men også en mulighed for at begge søstre kan se nærmere på de problemer, de begge tumler med.

Som med ”Match Point” og ”Midnight in Paris” har Woody Allen skrevet og instrueret, men spiller ikke selv med. Foran kameraet leverer Cate Blanchett en enestående præstation i titelrollen, og desuden medvirker Alec Baldwin, Sally Hawkins, Peter Sarsgaard og USA’s mest populære komiker, Louis C.K.

Anmelderne placerede filmen som nr. 2 på deres top 5-liste og gav den følgende skudsmål: ”Blue Jasmine er en vinder … Woody Allen i forrygende form … Serveret med så knivskarp præcision, at det er en fryd …Cate Blanchett kan godt rydde kaminhylden til endnu en Oscar … Kan ikke anbefales nok … Aldeles fremragende … Voldsomt underholdende … Et fascinerende og rørende karakterstudie.” En flink dame fra sommerhusområdet ringede mig op og bad om jeg ville viderebringe en advarsel i forbindelse med tyveri i sommerhusområdet. Hun fortalte at en østeuropæisk tyvegruppe var set på Møllebakken; formodentligt med onde hensigter. Damen fortalte endvidere, at hun var vidende om at sådanne banders fremgangsmåde kan være, at gennemkøre området, og der hvor det skønnes at man kan få godt udbytte uden for stor risiko, anbringes et reflekterende stykke tape på postkassen. Ved en senere gennemgang anbringes yderligere et stykke tape såfremt man stadig er af den mening at der er tale om et givtigt mål. På selve natten ankommer man i mulm og mørke med passende varevogne, og kan ved hjælp af projektører hurtigt og nemt finde de rigtige steder at arbejde.

Efter mørkets frembrud skulle man altså, ved en inspektion af postkassen med en kraftig lygte, kunne konstatere om man er fundet værdig til at stjæle fra. Den Oscar-nominerede Guillermo del Toro har begået et nyt storværk ”Pacific Rim”, der spiller i BIO fra torsdag d 12. ds. kl. 19 og ugen ud.

Storbyer verden over plages af monstrøse uhyrer, der vader op af havet og smadrer alt. Monstrene har længe været holdt i skak af gigantrobotter, som hver styres af to mentalt forbundne piloter. Men menneskeheden er ved at tabe kampen. Dens sidste håb er den fallerede tidligere pilot Raleigh og den uprøvede rekrut Mako, som viser sig at være en kampdygtig duo, når de sammen bemander en af gigantrobotterne. Sammen står de tilbage som menneskehedens sidste håb mod den dommedag, der rykker tættere og tættere på.

Guillermo del Toro, der både er instruktør, producer og manusforfatter, opnåede international anerkendelse for det magiske 2006-fantasy-drama ”Pans Labyrint”. Filmen modtog seks Oscar-nomineringer. Skuespillerne er bl.a. Charlie Hunnam, Rinko Kikuchi, Idris Elba og Charlie Day.

Filmen fik overalt fire og fem stjerner og bl.a. følgende roser med på vejen: ”Filmen indeholder næsten alt, hvad en stor underholdningscocktail fra Hollywood bør have. Effekter og teknik er brugt med god smag og samtidig sindssygt flot, og instruktøren har hjertet med i fortællingen … Der er en særegen, kolossal poesi i historien … Sommerens hidtil vildeste sansetrip – simpelt hen fordi der inde bag hele herligheden banker et stort hjerte … Nervepirrende og visuelt elegant eventyr.”