Ring til Olivia Stæhr, 17 år
Servering / afrydning / opvask
har ligeledes interesse
30 26 55 89 / 55 89 33 90
Mel.: Menuetten fra Elverhøj
Til barnedåb og fødselsdag
til brud og konfirmander
en sang det skal de alle ha’
fra mor og far og tanter
men synes du den er lidt svær
og fantasien svigter
så ringer du til Hanne Stæhr
for hun er den der digter
En kold frostmorgen, søndag d. 31. januar 2010, mødtes otte friske kidsvolley-børn kl 8.30 ved Bogø Hallen. Vi skulle til stævne i Glostrup og havde regnet godt med køretid – 1½ time – pga. føret. 1 time og 45 minutter senere stod vi i Hvissinge Hallen i Glostrup - 15 minutter for sent pga. føret. Vi fik dog nærmest stående applaus for at have forceret snemasserne.
Det var vores første rigtige level 3 stævne i denne sæson, så trænerens forventninger var ikke skruet vildt op. I stævnet deltog i alt 11 hold fra henholdsvis – selvfølgelig – Bogø, Enghave, Glostrup, Ishøj og Roskilde.
Bogø A, som bestod af Emilie Friis-Vestergaard, Emma Nielsen, Erika Brylov og Camilla Jørgensen, præsterede en flot 9. plads efter flere spændende kampe. Bogø B som bestod af Benjamin Werge, Clara Fjord, Lise Hansen og Ida Samsøe Petersen, gjorde så god figur i indledende runde, at de vandt deres pulje og endte ud i to placeringskampe om 1. – 3. pladsen. Her mødte de Enghave og Roskilde A. Spisepausen og den lange dag havde dog lagt en dæmper på holdet, og de formåede derfor ikke at yde særlig stor modstand i de to kampe. Dog viste de i momenter rigtig flot volley. Indsatsen rakte til en flot bronzemedalje; og det var ikke mindst træneren begejstret for.
Hjemturen var pludselig nemmere – både pga. af flot volley, men også fordi vejsaltet havde gjort sin virkning.
Hans Erik Albrekt - foto: Jørgen Stæhr
Bogø Fitness Klub er en realitet
Af Jørgen Stæhr
03.02.2010
Den arbejdsgruppe som gennem måneder havde afholdt et ikke ringe antal møder, og lagt et stort arbejde i at undersøge så meget som muligt omkring det at åbne og drive en klub, hvor man kan dyrke fitness på en fornuftig måde, havde indkaldt til stiftende generalforsamling i Bogø IFs klubhus, og cirka femten personer dukkede op.
Ulrik Bonnerup bød velkommen og gav hurtigt ordet til Jørgen Olsen fra DGI, som gennemgik de allerede udarbejdede vedtægter. Jørgen har stor viden omkring foreningsarbejde, og det mærkede man tydeligt. De fremmødte spurgte livligt ind til hvorfor man havde valgt netop denne og hin formulering til vedtægternes paragraffer, og der blev uden vaklen givet fyldestgørende forklaringer. Et ord og en sætning hist og pist blev alligevel rettet til, og inden længe var der enighed, og man kunne gå over til at vælge en bestyrelse der kom til at se ud som følger:
Formand Hans Erik Albrekt, Kasserer Lisbeth Albrekt, bestyrelsesmedlemmer Lars Graversen, Lis Hummel og Johnny Jensen. Dertil blev der valgt revisor og diverse suppleanter.
Palle Hemmingsen informerede om status på den nye hal, hvor det er meningen at fitness skal finde sted. Kommunen, som skal give de nødvendige tilladelser, er så langsomme, at det er til at tude over, men der er stadig håb om at bygningen kan stå færdig til efteråret som planlagt. Flere af de tilstedeværende havde talt om, at der også var behov for at øens ældre indbyggere kan dyrke fitness og Palle udbad sig et skriftligt udspil og pointerede, at det gerne skulle være så konkret som muligt. Helle Pedersen ytrede ønske om at blive medlem af et udvalg som skulle arbejde med de ældres muligheder såfremt et sådant bliver nedsat.
Bestyrelsen går nu i gang med at se på det nødvendige udstyr, og det er ikke helt billige sager der skal anskaffes. Der er tale om maskiner som skal kunne holde til noget, og det mest nødvendige vil koste omkring en halv million kroner. Hvor mange vil mon melde sig ind i en sådan klub? Ja det kunne Jørgen Olsen fortælle lidt om, idet der foreligger statistikker som siger, at det vil cirka 10 procent af øens befolkning.
Fra Mias samling
Mias gemmer
Bogø 1915 – fra Stubbekøbing Avis
Af Mia Gerdrup
Bogø Sparekasse offentliggør den 1. juli 1915 sit regnskab. Regnskabet balancerer med 405.965,68 kr. Af udgifter kan nævnes: lønninger til kontorpersonalet kr. 500,-, Husleje 60,- kr., Udgift til bestyrelse og revisorer 160,- kr. og veldædigt øjemed kr. 25,- (det er desværre ikke nævnt hvad pengene er gået til).
Dyrevelfærd har også tidens interesse, og avisen bringer 9. juli følgende læserbrev:
”En henstilling. I mandags var jeg vidne til hvorledes svinene kom om bord i Slagteriets damper fra Masnedsund. Puf, stød og spark vanker der, når de skal jages om bord, men det oprørte mig i høj grad at se en stakkels gris, som var lagt ude i den stærke middagssol henne ved svinefolden (den kunne hverken gå eller stå, knap nok få luft), blive taget af 3 mand, to tog i ørene, en i halen og slæbt i stærk fart henover skærver og grus, der lå på broen og smidt om bord i damperen. Mon der ikke fra slagteriet kunne anskaffes en bærebør, hvorpå sådan et hjælpeløst dyr kunne anbringes og derved transporteres om bord på en human og lempelig måde. Jeg ville meget ønske, at der af rette vedkommende måtte blive sat en stopper for den slags brutalitet overfor dyrene. Smed H. Larsen, Bogø”
Præstø Amtsråd har holdt møde først i juli. Bogø Sogneråd er givet tilladelse til at ”erhverve skøde på det under matr. nr. 99a og b af Bogø skyldsatte vænge, hvorpå Fattighuset er beliggende, ved betaling af en sum en gang for alle af ca. 180 kroner.”
Læge Nis Linnet annoncerer med, at der er privat vacination i Bogø Lægebolig onsdag den 23. juni, kl. 9 -10. Den 27. juni har Bogø Sangforening udflugt til Sortsø Badehotel. I slutningen af juni afholder Møns, Bogøs og Nyords Sognerådsforeninger den årlige generalforsamling. Om eftermiddagen skal forsamlingen på sejltur til Ulfshale. Den 7. juli annonceres med Dyrskue på Bogø. Datoen er fastsat til 12. juli. Der afholdes Græsauktion den 9. juli. Auktionen gælder græs og rør til slet på de sædvanlige enge i Bogø Skov. Der kan opnås kredit til Mortensdag.
Om Dyrskuet skriver Stubbekøbing Avis den 13.7.: Da øen i modsætning til så mange andre steder i landet hidtil har været forskånet for den uhyggelige mund- og klovsyge, blev der i mandags afholdt dyrskue på sædvanlig måde i Bogø Skov. Det gode vejr, der har så stor betydning ved en sådan lejlighed, havde man forud sikret sig ved at antage den stedlige gæstgiver som vært – når dette arrangement er truffet, kan barometeret godt indstille sin virksomhed til næste dag.
Der er uddelt præmier i kategorierne: samlinger af malkekøer, enkelte køer, ungkvæg, kvier, kælvede kvier, tyre, følhopper, hoppeplage og samlinger af høns. Efter præmieuddelingen var der fællesspisning, hvor der faldt mange bevingede ord, særligt fra de fremmødte dommere; og der herskede, som det sig hør og bør, en meget festlig stemning. Efter fællesspisningen begyndte dansen, dvs. de flittige dansede og de dovne ”jokkede”, hvilket er det mest populære udtryk for de moderne danse, som en del af de ældre ikke ynder – de holder sig til de fra fædrene nedarvede runddanse. Nogle af de ældre protesterede meget kraftigt imod, at der blev danset ”One step” og hvad disse besynderlige danse eller for resten hedder , og de fleste unge tog – med et dybt suk – protesten til følge. Udover denne lille mislyd, var der idel harmoni, og festen var helt igennem vellykket og besøgt af en mængde mennesker.
Livet på Bogø er dog ikke lutter idyl i 1915, hvilket en notits fra 27.7. afslører: Man skal ikke bagtale sin næste. En kone på Bogø havde en dag til nogle af sine gode venner fortalt, at hun troede, at en nærboende skomager havde stjålet fra hende. Dette fortalte en af de gode venner til skomageren, som derfor lod konen indkalde for retten. Her måtte hun give skomageren en uforbeholden undskyldning og erklære, at hun ingen anledning havde til at sigte skomageren som tyv. Hun slap så med at betale sagsomkostningerne, ca. 8 kr.
Arkiv
Oscarnomineringer med dansk islæt
Af Rigmor Bohnsen
03.02.2010
Den i seneste udgave af Tidende omtalte film ”An Education”, der har danske Lone Scherfig som instruktør, er den 2. februar, nomineret til en Oscar i kategorien ”Bedste film”. Det er dog ikke Lone Scherfig der som instruktør er nomineret, men producenterne. Vi vil dog alligevel tillade os at være lidt stolte.
Filmens hovedrolleindehaver, Carry Mulligan, og forfatter Nick Hornby er ligeledes nominerede for samme film som hhv "Bedste kvindelige hovedrolle", og "Bedste tilpassede manuskript".
Sammen med An Education er følgende film nominerede: Avatar, District 9, The Hurt Locker, Up, Inglorious Basterds, The Blind Side, Up in the Air, A Serious Man og Precious. I kategorien ”Bedste kvindelige hovedrolle skal Carey Mulligan dyste mod Sandra Bullock "The Blind Side'', Helen Mirren "The Last Station", Gabourey Sidibe "Precious" og Meryl Streep, "Julie & Julia". Nominerede til ”Bedste mandlige hovedrolle er: Jeff Bridges "Crazy Heart'', George Clooney "Up in the Air'', Colin Firth "A Single Man'', Morgan Freeman "Invictus'' og Jeremy Renner "The Hurt Locker''.
I to andre kategorier er Danmark i høj grad også med i slutspurten om en af de prestigefyldte statuetter. Nomineret er nemlig Anders Østergaard og Lise Lense-Møller for ”Burma VJ” i kategorien ”Bedste dokumentarfilm” og i ”Bedste kortfilm” deltager Joachim Back og Tivi Magnussons ”The New Tenants” i kapløbet.
Vi må vente lidt før spændingen udløses, for det er 7. marts at Oscar-festen løber af stablen; men indtil da kan vi glæde os over, at én dansker allerede har modtaget en Oscar i år; det er nemlig således, at det amerikanske filmakademi hædrer præstationer indenfor filmbranchen af mere teknisk karakter et godt stykke tid før den ”almindelige”. Det er Pixars softwareudvikler, danske Per Christensen, der sammen med to kolleger har fået en Oscar for en særlig smart måde at få refleksioner mellem matte overflader til at fungere med
computeranimation. Man kan på denne måde opnå mere realistiske
computeranimerede scener på væsentligt kortere tid.
Denne metode er brugt i filmen ”Up” (blev i øvrigt også benyttet i ”Pirates of the Carribean: Dead Man’s Chest”) og er altså blevet præmieret med en Oscar.
Tidligere er en anden dansker gået hjem fra Oscar’s tekniske prisuddeling med en statuette; der er tale om Henrik Wann der fik hæder for at have skabt den særlige gennemsigtige hud på Gollum i Ringenes Herre.
Arkiv
Valentines Day
Musik & mad i Stalden søndag den 14. februar 2010
En af de udenlandske traditioner vi også her i Danmark har taget til os med kyshånd, er Valentins Dag – ”de elskendes helligdag” og hvorfor ikke hylde kærlighed og venskab midt i vintermørket?
Café Stalden på Bogø er med på noderne og har arrangeret Valentines Evening med en til lejligheden velkomponeret menu. Musik & mad går hånd i hånd; og derfor vil Malene Langborg og hendes guitar underholde de spisende gæster med kærlige sange. Malene var tidligere bestyrer af mikrokulturhuset Det Gamle Bogø Bageri. Nu nøjes hun med hjemmebagte sange og et besøg på Bogø når lejligheden byder sig.
Valentines-menu:
Kammuslinger med stegt bladselleri
Ravioli med æg og asparges
Kalvefilet alla Rossini
Appelsinmousse med Grand Marnier
Musik & mad koster pr. couvert 235,- kr. Aftenen starter kl. 18 og det er nødvendigt at bestille bord.
Dette er det første ”musik & mad”-arrangement i Café Stalden, men der planlægges flere henover forår og sommer.
Arkiv
80 år - 80 film
Af Rigmor Bohnsen
03.02.2010
Gene Hackman, født Eugene Allen Hackman, 30. januar 1930 i San Bernardino, Californien, rundede i lørdags de 80 år. Gene Hackman har i løbet af sin 45 år lange karriere lavet ikke mindre end 80 film. Den første film der gjorde ham kendt var “Bonnie & Clyde” fra 1967, hvor han i rollen som Buck Barrow gjorde sig fortjent til en Oscar-nominering. De fleste husker nok Hackman bedst som Popeye i “French Connection” fra 1971, en film der bl.a. er kendt for sin sublime biljagt, der ligger i den øverste halvdel på top 10 over de bedste af slagsen (i en Pontiac Le Mans racer Gene Hackman gennem Brooklyn for at indhente et tog - 6 minutter og 4,6 kilometer senere er jagten slut. I mellemtiden har man oplevet filmhistoriens mest realistiske biljagt fuldendt af uventede kollisioner, der ikke stod i manuskriptet). Rollen indbragte Hackman ikke mindre end tre fornemme filmpriser, nemlig Oscar, Golden Globe og BAFTA. Af andre fremtrædende roller kan nævnes overvågningseksperten i ”The Conversation”, ærkeskurken Lex Luthor i tre Superman-film og Little Bill Daggert i ”Unforgiven”, en rolle for hvilken han også høstede Oscar (birolle), Golden Globe og BAFTA.
Det var da Hackman som 26-åring besluttede sig for at blive skuespiller, at han mødte en anden skuespillerspire, Dustin Hoffman, og de to blev af deres klassekammerater hurtigt anset for outsiders og blev stemt på som ”The Least Likely to Succeed”. En instruktør som havde været med til at stemple ham som sådan, var han så uheldig at møde, da han en kort periode arbejdede som dørmand, og denne kunne naturligvis ikke dy sig for at håne ham. Endelig lykkedes det ham at få en rolle i et teaterstykke ”Any Wednesday” og dette åbnede op for filmrollerne.
I 2003 blev Hackman ved Golden Globes beæret med Cecil B. DeMille-prisen for fremragende bidrag til underholdningsindustrien.
Privat har Hackman været gift med Faye Maltese i 30 år indtil de i 1986 blev skilt. De fik sammen tre børn. I 1991 giftede Gene Hackman sig med Betsy Arakawa.
Hackman har i de sene år vist, at han kan andet end at spille skuespil. Sammen med undervandsarkæolog, Daniel Lenihan, har han skrevet tre noveller: ”Wake of the Perdido Star”, ”Justice for None” og ”Escape from Andersonville”.
I 2004 gjorde Hackman, i et af sine sjældne interviews, opmærksom på, at han ikke havde flere filmprojekter i skuffen - at hans filmkarriere var slut. Ved udgivelsen af sin tredje novelle bekræftede han dette. Den sidste film blev ”Welcome to Mooseport”, i hvilken Gene Hackman portrætterede en af USA’s tidligere præsidenter.
Klik på annoncerne for at besøge firmaernes hjemmesider
Bogø netop nu
Klik på billederne for at se dem større
Foto: Mia Gerdrup
Foto: Gitte Jespersen
Foto: Peter Wagner
Kamp for at overleve – foto Jørgen Stæhr
Vesterskovvej - foto: Sylvia Leonhardt
Foto: Per Skovbye
Foto: Heinrich Dick-Nielsen
Lars, Leif og Rasmus fra Vesterskov på vej til Brugsen – foto Jørgen Stæhr
RITA KAS FYLDER 85 ÅR
I anledningen af min 85 års fødselsdag holder jeg brunch i Bogø forsamlingshus mandag den 8. feb. 2010.
Det vil glæde mig at se familie, venner og bekendte.
Med venlig hilsen
Rita Kas
Halver dit varmeforbrug
Med Panasonic varmepumpe til dit sommerhus.
Pris inkl. moms og opsætning til lovlig installation kr. 14.200
TAK
Hjerteligt tak for venlig deltagelse, de smukke blomster og hilsner
ved Edith Frederiksens bisættelse
På familiens vegne Jane og Jette
Generalforsamling Bogø IF
Torsdag den 25. februar 2010, kl. 20.00 i klublokalet v/ Bogø Hallen
Dagsorden iflg. vedtægterne.
Forslag skal være formanden i hænde senest den 10. februar.
John Pedersen
Formand Bogø IF
A. Johnsonsvej 6
Generalforsamling
Bogø Hallen indkalder hermed til ordinær generalforsamling
onsdag den 24. februar 2010 kl. 19.00
i klublokalet ved Bogø Hallen.
Dagsorden iflg. vedtægterne.Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen
Venlig hilsen
Bestyrelsen
Cafè og Restaurant Stalden
Bed & Breakfast
V/Kirsten Wilkki