 Solnedgang over savannen Fortsat ... Men livet på Jorden må gå sin gang… og det gør det jo også! Måske bliver det bare i en anden retning, end det vi ønsker for vore børn og øvrige medskabninger på kloden. Sidst på eftermiddagen vendte vi næsen mod øst og kørte tilbage gennem ørkenen. Undervejs kom vi forbi sletten, hvor lynet slog ned. Branden havde ikke bredt sig så meget før den var blevet slukket… måske af parkens rangere, måske af regn. Det fik vi aldrig at vide. I udkanten af det sortsvedne område løb en enlig struds.
Jeg lå i mine egne tanker, mens solen forsvandt bag de fjerne sanddyner og stilheden sænkede sig. Nederst nede var himlen et flammehav af røde og orange farver, der spejlede sig i alle nuancer højt oppe i skyerne. Langt ude gik et par sabelantiloper. Pludselig lød løvens skumringsbrøl lige ved siden af mig - dybt nede fra Henriks strube i fuldkommen perfekt gengivelse! - Vi grinede og kørte videre… AFRIKA!  Friske løvespor i udkanten af Etosha Pan, Etosha National Park. Sandsynligvis blev vi set af flere løver, end vi selv så. Rejsen gik over bjerge, ørkener og floder, ud til havet, over grænser, gennem byer, forbi aids, rigdom, slum, sult og fattigdom og videre ind i Kaokoland og Himba-folkets område ved grænsen til Angola, der er et af de sidste områder i Afrika, hvor der lever oprindelige naturfolk.
 Himbaslum i Opuwo Siden rejsen startede midt i november i Cape Town, var vi dagligt blevet bombarderet med nye oplevelser og indtryk… Verden er fuld af overraskelser og eventyr! Den ene dag vandrede vi langs kanten af den enorme Fish River Canyon, der nemt står mål med USA´s Grand Canyon. En anden dag fandt vi klippehuler og gamle klippemalerier i Brand-bjergene udført af buskmænd, der engang for tusinder af år siden havde levet og jaget på denne jord. Det var småt med plads i landroveren, men sammenholdet, tolerancen og kammeratskabet mellem os var utroligt. Rejsen strakte sig over 7.000 kilometer op gennem Sydafrika og Namibia. Undervejs oplevede vi ikke det mindste anstrøg af sure miner, kontroverser eller uoverensstemmelser.
Aftenerne tilbragte vi i hyggeligt selskab med hinanden, mens historier og fortællinger fra rejser og ekspeditioner over hele verden svirrede gennem luften. Hver morgen stod vi tidligt op til en ny, eventyrlig dag, hvor vores formand Lars Ørlund førte os gennem en verden han kender bedre end godt og som ligger hans hjerte meget nært. I mere end 15 år har Lars boet, levet, rejst, svedt og arbejdet her som safarileder og white hunter, jaget krybskytter og vilde dyr, skudt en løve der dræbte og fortærede hans kok, levet med en tam leopard gennem flere år, oplevet krige, skrevet bøger, lavet radioudsendelser og produceret film. Hans erfaring og viden er enestående, og som formidler og rejseleder er han eminent, yderst inspirerende og engageret. Lars viste os et Afrika, vi alle kom til at holde meget af: - Hvalerne, der boltrede sig i havet ud for Kap Det Gode Håb. - Hundreder af rugende pingviner på Kaphalvøen ved Boulder Beach. - Titusinder og atter titusinder af ynglende pelssæler på stranden ved Cape Cross… Skrigende, fødende og diegivende hunner. Kæmpende, brølende hanner. Nyfødte, vrælende og hjælpeløse unger. Moderkager, bølgesprøjt, stank, larm, døde dyr, ådselædende måger og luskende sjakaler, der ventede på nattens komme.  Himbakvinder ved take away i Opuwo Vi så solen stå op over ørkensandets bløde, rillede flader, der endte stejlt i knivskarpe toppe under en dybblå himmel. Spiste morgenmad mellem vindblæste kæmper af bølgende røde sanddyner, der bugtede og slangede sig mellem sorte skygger. Fiskede haj fra kysten, da solen gik ned igen… igen… og slog en gylden bro ud til evigheden, hvor sirenerne sang og havet langsomt sortnede under Sydkorset. Videre over stok og sten gennem Etosha National Park, der i størrelse svarer til det halve af Danmark. Hørte elefanter og så løve, giraf, zebra, impala, gnu, eland, kudu, oryx, springbok, bushbok, sjakal, sekretærfugl, fiskeørn, glente, høg, falk og en sand eksplosion af alle mulige andre store og små perler af medskabninger. En rigdom af liv under den brændende sol. Sad med whiskysjusser i natten udenfor teltene og lyttede til cikadernes sang og frøernes kvækken i natten, mens månen spejlede sig mellem ranke palmer og lysende krokodilleøjne i Kunene River. Næste morgen farvel til vinkede, lykkeligt badende børn med glinsende, kulsorte kroppe og hvide smil, jublende midt i deres eget lille, store nu under regnbuen i vandtågerne over Epupavandfaldets frie, uregulerede masser, der styrtede i tusinde strømme ned i afgrundens svimlende dyb… Af sted på livets store rejse mod havet.
Den eneste gepard vi så var i bur og levede på en privat jagtfarm vi besøgte. Dyret var efter sigende tamt og fik nogle gange lov at gå frit omkring i den indhegnede have. Verden er i hastig forandring. Evolutionen var 4 millioner år om at frembringe det unikke dyr, som geparden er i dag – men det tog kun mennesket under 100 år at placere dyret på listen over truede arter. I dag lever 95% af Namibias geparder i indhegnede, kommercielle dyrereservater. Biologiske undersøgelser anslår, at der omkring år 1900 fandtes ca. 100.000 geparder i Afrika. I 1975 var antallet nedbragt til ca. 30.000 dyr. 30 år senere, i 2005, var den samlede bestand i hele Afrika under 10.000 dyr, hvoraf ca. 3.000 levede i Namibia. Kun 10 år tidligere, i 1995, havde bestanden i Namibia været oppe på ca. 10.000 vildtlevende geparder. En dag gjorde vi ophold i byen Otjiwarongo. Af et stort skilt midt i byen fremgik det, at geparden var byens vartegn, og at byens navn og historie var nært tilknyttet dette dyr, der er savannens hurtigste jæger. Vel ude af byen igen satte vi kurs mod Windhoek, Namibias hovedstad. I de følgende timer kørte vi nogle hundrede kilometer på en lang lige vej gennem et fladt, øde landskab bestående af et tæt og ensformigt, stikkende krat. På hele ruten var der ståltrådshegn langs begge sider af vejen. Dette terræn var ekstremt dårligt for geparder, der kræver store åbne sletter for at kunne jage. Men måske havde det været anderledes for 100 år siden, før byen blev grundlagt og landet koloniseret af europæere. Jeg lukkede øjnene i et forsøg på at se 100 år tilbage i tiden. Uden besvær lykkedes det for mit indre blik at fremkalde en enorm græsklædt slette, hvor der kun hist og her voksede få store, enligt ståede træer med flade, brede kroner i toppen. Her fandtes ingen veje eller hjulspor af nogen art. Ude på sletten, der strakte sig så langt øjet rakte, gik der tusinder, ja titusinder af græssende gruer, der sørgede for, at sletten ikke sprang i krat. Her var også næsehorn, løver, hyæner, elefanter, giraffer, store flokke af zebraer og masser af antiloper og forskellige andre græssende dyr, der hver på deres måde udnyttede savannens forskellige former for vegetation, så alt vedblev med at være i balance.  Gedehornsfrisure – Himbaland Et sted, langt ude i det fjerne, under skyggen af et stort træ, der lå hun så, gepard-mor, godt gemt af vejen og camoufleret i græsset, mens hun gav die til sine unger… Sådan må dette område have set ud, dengang Afrikas vilde dyreliv kunne færdes frit overalt, længe inden hovedparten af bestandene blev skudt væk - og før det blev nødvendigt at etablere Etosha og alle de andre nationalparker og privatejede game reserves, som nu i lighed med kvægbedrifter og jagtfarme er indhegnede med dyresikre hegn, hvor kun elefanter kan gå ud og ind som det passer dem. Da jeg for 38 år siden første gang så en gepard-mor ligge med sine unger på en græsklædt savanne, var geparder forholdsvis almindelige. Min far, der dengang havde arbejdet nogle år som dyrlæge i Østafrika, tog hele familien med på safari, så vi fik oplevelserne sammen. I dag er geparden et sjældent dyr i den vilde natur - og det koster nærmest en halv bondegård pr. person for blot en enkelt dags entre til gepardland i nationalparker som for eksempel Tsavo, Amboseli og Serangetti. Det gjorde det ikke dengang. For hundrede år siden var meget anderledes. Afrikas store græssletter, savanner, ørkener, regnskove, bjerge, søer, floder og koralrev havde indtil da været hjemsted for et dyreliv og en befolkning, der gennem årtusinder levede i harmoni med omgivelserne. Det samme kan stort set siges om alle andre steder på kloden.
Der har levet mennesker på Jorden i over to millioner år og gennem hundreder tusinder af år har jordens gennemsnitlige befolkningstal ligget stabilt på ca. 4 millioner såkaldt ”primitive” jægere, fiskere, samlere og urtidsfolk. Men siden landbruget opstod i Mellemøsten for ca. 12.000 år siden, har vor art homo sapiens i såvel udbredelse som levevis gennemgået en kolossal forandring og udvikling, der de sidste 100 år er gået hurtigere end nogensinde tidligere. Da Stanley for 136 år siden drog af sted på sin berømte opdagelsesrejse gennem den centrale del at Østafrika i håb om at finde Dr. Livingstone, var størstedelen af Afrikas indre totalt ukendt og ukortlagt. Jordens befolkning havde på det tidspunkt lige rundet 1 milliard. I dag tæller Jordens befolkning over 6 milliarder mennesker. Forskere forventer at jordens befolkning om kun 40 år er fordoblet til 12 milliarder. Om 130 år er tallet beregnet til langt at overstige 50 milliarder mennesker, som uden tvivl vil kunne imødese endnu større og hurtigere forandringer, herunder klimaændring m.v., der vil påvirke menneskets overlevelsesmuligheder og ændre klodens fremtidige biodiversitet meget væsentligt. Men endnu lever mennesket og endnu er det muligt at rejse ud bag de fjerne horisonter, hvor alt er nyt under solen og de nye veje begynder. |
 TILBAGE TIL FORSIDEN
|
