Båltale ved Helle Thorning-Schmidt Sankt Hans Aften - lørdag den 23. juni 2007 Foto: Jørgen Stæhr Sankt Hans Aften, Bogø 2007 Jeg har glædet mig til at være med til at tænde bålet her på dejlige Bogø i aften. Bogø er et herligt sted, der har en helt speciel indvirkning på mig og min familie. Det er som om skuldrene falder ned når man kommer op til Farøboren og får det første glimt af det blå vand og den lille ø.  Så kører man ind på Bogø og håber næsten man møder nogen så man lige kan give dem en Bogø hilsen med på vejen. Jeg har selvfølgelig været lidt spændt på om der ville en heks på bålet eller om man selv skulle sendes af sted. Faktisk har jeg altid haft det lidt skidt med sådan at sende en heks af sted hvert år. Kunne det ikke være rart engang i mellem at sende en trold til Bloksbjerg? Jeg kunne da nok komme med et par bud på kandidater til en sådan troldefærd – ingen nævnt ingen glemt. Men når heksen skulle af sted har det nok været fordi mændene af og til har været lidt skræmte over kvindfolk, der ville være med til at bestemme. Heller ikke her på egnen har man altid været tryg ved at kvinderne sådan ville frem i verden. Hør blot et nok ganske tidstypisk citat fra en mandlig bestyrer af et andelsmejeri på Møn den engang i 1890’erne er citeret for at have sagt: ”Det fejlgreb, at Kvinder ogsaa skal sættes til at bestyre Mejerier, maa betragtes som et af Fremskridtets onder, lige saa vel som det, at de skal være Jurister, Læger og hvad de nu ellers kan hitte på. Maaske de ogsaa snart vil i Rigsdagen …Nej lad os bare vare os for at komme til at styres efter kvindeluner, thi ellers gaar det galt for Mandfolkene.” På sin vis kan man jo sige, at den gode mejeribestyrer fra Bogøs skønne naboø, fik ret – for ja kvinderne ville mere. Vi ville være jurister, læger ja endda i Rigsdagen og nu er der endda en kvinder der byder ind på at holde taler Sankt Hans Aften, ja endda på at blive statsminister i Danmark. Jeg tillader mig nu at mene, at også sidstnævnte nyskabelse vil kunne blive god for Mandfolkene. Men sådan er der så meget, og lad nu blot hekse – og trolde – fare for denne omgang. Det er Sankt Hans vi mødes om i dag. Og Sankt Hans vækker altid gode minder. Danmark har to nationaldage. Den ene grundlovsdag – det officielle Danmark, der oven i købet festligholdes med en halv fridag. Den anden - den folkelige Danmarks - det er Sankt Hans aften. Det er ingen fridag – heller ikke dagen efter. Men Sankt Hans er alligevel den mest danske af alle dage. Vi elsker vort land men ved midsommer mest, som det hedder i den gamle sang. Det er dagen hvor Danmark er alle smukkest. Nærmest uanset om det regner eller solen skinner. Ved midsommer peger alle sanserne i peger alle sanserne i en retning. Man skal være en slem pessimist, hvis midsommer kun står for mørkere tider. Sankt Hans emmer af sommer, friske muligheder. Ny energi. Væk er den lange vinter forude ligger alle mulighederne. Det er en aften med tro og håb for fremtiden. Det er næsten ikke til at forestille sig noget ondt i dag. Men det var faktisk det de gamle hedninger gjorde. For når vi brænder heksen af i dag kommer det fra en gammen skik, der gik ud på at holde det onde væk i endnu et år. I dag ved vi godt at det onde ikke er så let at få bugt med. Det onde forsvinder ikke bare ved at lukke øjnene og fyre heksen af. Det onde forsvinder kun hvis vi gør noget aktivt. Verdens dårligdomme forsvinder ikke ved at vi vender ryggen til dem. Vi ved at der skal handling og fællesskab til for at ændre ting. Og troen på fællesskabet deler vi med vores forfædre. De vidste udmærket at hvis det onde ramte naboen så rammer det nok også mig til sidst. Ligesom i middelalderen er det vigtigt at værne om de fællesskaber vi er en del af. Og så er det ligegyldigt om det er fællesskabet på en Ø. I vores familie, i Danmark eller Europa for den sags skyld. Vi må erkende helt ind under huden at vi faktisk er i samme båd som de andre. At de er en del af os selv og at vi på en eller anden måde deler skæbne. Det er i virkeligheden enkelt. Hvis vores skæbner hænger uløseligt sammen, skal vi også holde sammen og passe på hinanden. Det betyder i dagligdagen af vi skal opføre os ordentligt over for hinanden. At vi skal hjælpe en der falder, at vi skal holde døren for hinanden, at vi skal tale pænt til hinanden, vise hensyn, at være lidt overbærende og at vi ikke behøver at stikke langefingeren i vejret hvis medtrafikanterne kører mærkeligt. Det betyder at vi skal vise nærhed og samfundssind i hverdagen. Og er det bare mig eller er det som om noget af den nærhed og det samfundssind som har gjort Danmark stærkt er på retur i disse år. Et lille farligt ”nå” sniger sig ind i vores sind. Man siger ”nå” når mennesker ikke får en ordentlig behandling på et sygehus, når samfundet vælger ikke at bruge ressourcer nok til at hjælpe fattige udsatte børn. Og vi dukker os, når drengebander i byerne angriber fredelige borgere i parker, på gaden eller hvor det nu måtte ske. Der er også en tendens til at vi resignerende accepterer, når vi oplever at vores børn ikke kan gå trygt på gaden, på vej til skole eller på vej til kammeraterne. Det er simpelthen ikke godt nok, og det vil jeg gerne minde om her denne aften, hvor vi er sammen om mødet i fællesskabet rundt omkring bålet i hele landet. Det gør vi også her i Bogø i aften. Min opfordring er at vi her og alle andre steder i Danmark, hvor vi nyder flammerne og samværet, samtidigt tænker lidt på om ikke vi hver især kan gøre lidt mere for at give fællesskabet i Danmark en større styrke. Ikke kun på denne aften, men alle dage, alle aftener - hele året. Vi skal ikke bare sige ”nå” når vi oplever urimeligheder og fejl. Vi skal gøre noget. For på den måde så sikrer vi, at det land som vi er så glade for at leve i, fortsat vil have sin styrke og varme for de kommende generationer. Det er det værd at gøre en ekstra indsats for. God Sankt Hans Aften!